Fary Lochan Distillery Edition #8
Rom og olroso fra Fary Lochan
*Flaske modtaget af Fary Lochan A/S
Da jeg først læste om, hvad Morten Jørgensen, destilleriejer af Fary Lochan, havde i vente med deres nye Distillery Edition, blev jeg positivt overrasket. Det er sjældent, man ser en whisky, der har lagret på romfade og derefter oloroso sherryfade. Det lyder som en spændende kombination, da vi får det eksotiske fra romfadet sammen med de tørre oloroso-noter.
Info om flasken:
- Antal flasker: 543 (50 cl)
- Fadtype: 2nd fill rum cask (Påfyldt 08 marts 2018)
- Finish: 3rd fill oloroso sherry cask (Påfyldt 10 november 2020)
- Flaskedato: 06 juni 2023.
- Alder: 5 år & knap 3 måneder
- ABV: 47,9%
- Pris: 595.-
Det er ikke ofte, Fary Lochan udgiver whiskyer, der har lagret på romfade, men jeg har tidligere skrevet om deres Rum Edition Batch 01, som var ganske fornuftig. De romaftapninger, Fary Lochan kommer med, er ikke de typiske søde romtyper; de har mere kant og er tørre i smagen. Jeg er spændt på at smage, om denne whisky har samme karakter, når den har fået et langt finish på et oloroso-fad.
Hvis du kunne tænke dig at læse om min rundvisning på destilleret kan du læse den her
Lad os smage på den.
Smagning:
Duft: Okay, det var nyt! I duften oplever vi eksotiske noter af abrikos og mango. Men ligesom andre af deres romaftapninger er denne også tør i duften, og den bliver yderligere beriget af den tørre oloroso. Dog har den stadig en sødme i duften, der løftes af sherryen og rommen.
Smag: Den er faktisk som jeg forventede ud fra duften. Den er som alle Fary Lochan’ aftapninger olieret i dens fylde. Den har en vis sødme, der ikke er lige så fremtrædende som i duften. Derefter kommer den klassiske tørhed fra oloroso fadet. Tropiske tørrede frugter, vanilje og en undertone af fersken præger smagen mest.
Eftersmag: Eftersmagen er mellemlang og afrundes godt i forhold til alkoholprocenten. Den slutter let krydret, men der er en god balance mellem det tørre og det søde.
Vurdering: Det var spændende at smage disse to fade kombineret i én whisky. Jeg synes, Fary Lochan har ramt rigtig godt med denne aftapning. Igen! 🙂
Hvis jeg ikke vidste, at den havde lagret på et romfad, ville jeg sidde længe og undre mig over, hvad den kunne have lagret på udover et oloroso-fad. Man skal ikke forvente en sød whisky med en primært rund og blød karakter. Den har sin unikke charme med søde undertoner, der primært styres af en tørhed, jeg holder af, sammen med den olierede fylde.
Karakter: 85/100
Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem