Thy Whisky No. 18 – Kornmod
Dansk økologisk whisky på Imperial byg
*Flaske modtaget af Thy Whisky ApS
Jeg har været så heldig at smage denne nye aftapning af No. 18 – Kornmod inden den frigives på det danske marked søndag d. 19 juni 2022 kl. 12.00 på destilleret og kl. 20.00 hos Thy Whisky’ hjemmeside. Tilbage i 2019 anmeldte jeg deres Thy Whisky No. 9 som jo var en helt fantastisk, og unik whisky, så jeg glæder mig til at se hvad denne kan byde.
Som noget ekstra specielt er bygsorten på denne whisky “Imperial byg”. Imperial byg stammer helt tilbage fra 1800 tallet. Den blev brugt op til omkring 1920’erne, men blev efterfølgende sjældent brugt grundet den ikke ydede bedre på markerne. Thy Whisky har hentet sorten ud fra den Nordiske Genbank efter over 100 års dvale og genintroduceret den. Imperial er en skør sort, den yder ikke godt på marken og den er ikke nem at malte. Det betyder når de brygger og destillere på den, så den giver en lavere effektivitet og de får mindre destillat ud af destillationsapparatet. Så sagt på godt jysk, så er det en bøvlet proces, men prisen man får ud af det skulle være det hele værd. Imperial byg skulle give en fantastisk fylde og dybde af korn, som man ikke får i andre byg sorter.
Flasken er på 50 cl, og er på 47,3% ABV. Den er destilleret i februar 2019 og tappet maj 2022, så den er 3 år og 3 måneder gammel.
Whiskyen har lagret på fade, som tidligere har holdt deres egen spelt-rye whisky, samt et par friske amerikanske bourbon fade. Som altid er denne aftapning også meget begrænset, der findes blot 929 flasker af denne whisky. Jeg forventer den vil være krydret, og have nogle friske noter, men lad os se.
Smagning:
Duft: Duften er ikke til at tage fejl af. Vi har korn, rug, marker, hø, frisk græs, vanilje, en anelse mynte og grønne æbler. Der er mange tydlige noter at dufte i denne whisky. Den er samtidig behagelig og har ikke stort burn af alkohol.
Smag: Wauw. Det må jeg sige. Hele ens mund bliver fyldt med smage ligesom i duften. Den starter ud med smage af fad og malt noter. Korn, citrus og rug. Overordnet set fylder den meget i munden trods de 47,3% ABV. med en bred vifte af smage.
Eftersmag: Vi har en mellem-lang eftersmag. Her smager vi det er en whisky med unge noter og tydelig alkohol. Dog vil jeg sige vi har lækre noter i slutningen også af let mynte, urter, korn og fad.
Vurdering: Vi har at gøre med en helt speciel whisky der bare skriger det bedste fra danske marker. Jeg gad godt vide om det er Imperial bygsorten der gør den får alle disse specielle smage? I hvert fald må man endnu en gang tage hatten af for endnu et dansk destilleri der gør et fantastisk arbejde i at lave kvalitetsprodukter. Jeg kan trygt anbefale denne whisky til garvede, såvel nybegynder whisky entusiaster der får en rigtig fin whisky for pengene.
Karakter: 85/100
Kategori: Rigtig god
Hvordan basere jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem