Isle of Fionia – STILHED – 46%

Fynsk single malt på bourbon og Oloroso

*Flaske modtaget af Nyborg Destilleri

Nyborg Destilleri holder til i de gamle DSB-værksteder fra 1898 på havnen i Nyborg. Her producerer de 100 % økologisk spiritus med fokus på lokalt korn og håndværk. Navnet “Stilhed” dækker over en whisky, der trækker sig væk fra larmen af kraftig tørverøg og eksperimenterende fadlagringer, som ellers har fyldt meget i den nordiske whiskyverden.

Det er en urøget single malt, som har fået lov at passe sig selv på lagrene i Nyborg. Serien ‘Isle of Fionia’ er destilleriets faste kerneudgivelser, der hver især repræsenterer forskellige sider af husets stil og fynske ophav. Med en alkoholprocent på 46 % er “Stilhed” tappet uden koldfiltrering og uden tilsat farve.

Til denne aftapning har Nyborg Destilleri valgt en kombination af fade. Whiskyen er lagret på ex-bourbonfade af amerikansk eg, som er blevet kombineret med Oloroso sherryfade.

Noget af det allerbedste jeg ved er at spille skak i total ‘stilhed’. Det er begrundelsen for de håndlavede skakbrikker er på billedet jeg har taget af flasken.

Hvis du vil læse mine andre anmeldelser om “Isle of Fiona” kan du læse dem her.

Info om flasken:

  • Antal flasker: Ikke angivet
  • Destillat: Økologisk urøget dansk bygmalt
  • Fadtype: Ex-bourbonfade og Oloroso sherryfade
  • Flaskedato: Ikke angivet
  • Alder: NAS (Minimum 3 år)
  • ABV: 46%
  • Pris: 649.- (Kan købes her)

Smagning:

Duft: Den er faktisk præcis, som jeg forestillede mig. Fad og vanilje fylder rigtig meget i duften. Det føles lidt som at gå ind i et træværksted. Lette tørrede frugter og rørsukker er bestemt også at finde i næsen. Overordnet set har whiskyen en rigtig fin duft.

Smag: Smagen er lækker og behagelig. Alkoholprocenten passer rigtig godt til den mængde af smagsnoter, der træder frem. Den er ikke bombastisk og fylder ikke en hel masse, men destilleriet har ramt en rigtig god alkoholprocent under nedvandingen – ved en højere procent tror jeg, at smagene ville have gemt sig for langt væk. Smagen byder primært på noter af vanilje, let honning, tørrede frugter og fad.

Eftersmag: Den har en mellemlang eftersmag, som er meget stille og rolig. Afslutningen er krydret og afdæmpet med tydelige noter af fad, krydderier og vanilje.

Vurdering: Til 649 kr. for 70 cl dansk whisky synes jeg, at det her er et rigtig fint køb. Man får en rigtig behagelig og afbalanceret whisky, som mange kan være med på. Den er ikke kompleks og har ikke en ekstremt bred smagspalette, men den er mere koncentreret omkring få noter. Til gengæld står de få noter knivskarpt, så man aldrig er i tvivl om, hvad der er i glasset. Den minder mig meget om en aftapning fra 1995 som The Glenrothes udgav.

Godt gået, Nyborg Destilleri. Den kan i bestemt være bekendt!
Der er en lille bonusanmeldelse af deres “Peated” udgave nede i bunden af siden. 😊

Karakter: 86/100

Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

 

BONUSANMELDELSE: 

I samme forsendelse fik jeg en 20 cl flaske af dere Isle of Fiona – Peated. Den er på 48% og har lagret på 1st-fill ex-bourbonfade (Jack Daniel’s) og er derefter afsluttet/viet på hårdt toastede STR-vinfade af hvideg.

 

Duft: I næsen finder man jod, røg (selvfølgelig) og medicinskab. Den har et snert af sødme i duften, som sikkert stammer fra vinfadet.

Smag: Røgen fylder en del mere i smagen end i duften. Den er tydelig, men lader stadig andre smagsnoter træde klart frem. Alkoholprocenten passer rigtig godt; jeg fornemmer dog ikke lige så mange smagsnoter her som ved “Stilhed”. Smagsbilledet byder primært på mørk eg, vanilje og let karamel.

Eftersmag: Eftersmagen er lang og krydret. Her fylder røgen og sødmen fra vinfadet godt, og præget af medicinskab er igen at finde i afslutningen.

Vurdering: Også en rigtig fin whisky. Jeg opfanger ikke nær så mange noter som i Stilhed, men det skyldes nok, at røgen tager en del plads i smagsprofilen. Det giver god mening, at destilleriet har valgt at skrue en anelse op for alkoholprocenten her.

– Så kan man lide en peated dansk whisky, så er det her helt sikkert et godt bud! 

Karakter: 82/100

Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

Isle-of-Fiona-Stilhed