GlenAllachie 12 års

Håndværk frem for profit

*Flaske modtaget af Lago Import A/S

Tilbage i 2022 skrev jeg en artikel om GlenAllachie Destilleriet, hvor jeg smagte fire forskellige aftapninger. Det var virkelig en god oplevelse, og jeg var overrasket over den høje standard fra destilleriet. Dog, hvis der er én flaske i den skotske whiskyverden, der fortæller en ægte historie om passion og stædighed, så er det GlenAllachie 12 års. Flasken vandt også “World’s Best Single Malt” i World Whiskies Awards 2025.

I mange år levede destilleriet en ret anonym tilværelse. Det blev opført i 1967 i Speyside regionen, men i årtier var dets primære opgave blot at levere maltwhisky til store, industrielle blends som Clan Campbell. Whiskyen var god, men næsten ingen kendte navnet på flasken, fordi den sjældent fik lov til at stå alene.

Det ændrede sig brat i 2017, da den anderkendte Billy Walker trådte ind på scenen. Han havde lige solgt BenRiach og GlenDronach og kunne egentlig have trukket sig tilbage, men i stedet samlede han et lille hold og købte GlenAllachie. Med i købet fulgte omkring 50.000 fade, der lå i de mørke lagre og det blev starten på et af de mest omtalte eventyr i nyere skotsk whiskyhistorie.

Da Billy Walker overtog destilleriet, gjorde han noget, de fleste ville kalde vanvittigt. Han skruede drastisk ned for produktionshastigheden. I stedet for at pumpe millioner af liter ud af kedlerne, halverede han fremstillingen for at give sit hold tid til at kræse for kvaliteten. Han brugte de første måneder på at smage sig igennem tusindvis af de lukkede fade på lageret. Mange af dem var af udemærket kvalitet, men de trængte til et nyt liv. Han besluttede derfor at investere enorme summer i nye førsteklasses fade, især fyldige Oloroso og Pedro Ximénez sherryfade samt nye amerikansk egetræsfade.

Personligt er jeg virkelig glad for Billy Walker har valgt at beholde en højere alkoholprocent på de 46%, og ikke vandet det ned til 40% for at kunne producere flere flasker. Det siger lidt om de tænker mere på en god smag, fremfor en høj produktion.

Den har lagret på tre forskellige fade: PX, Oloroso og nye amerikanske egetræsfade. 

Info om flasken:

  • Antal flasker: Ikke angivet.
  • Destillat: Single Malt Scotch Whisky (ikke-røget destillat fra Lochranza Distillery)
  • Fadtype: Pedro Ximénez Sherry, Oloroso Sherry og Amerikansk Virgin Oak
  • Frigivet: Juli 2018.
  • Alder: 12 år
  • ABV: 46%.
  • Pris: Ca. 450 – 550 DKK (varierer afhængigt af forhandler og tilbud)

Smagning:

Duft: Duften er fuldstændig silkeblød, nøjagtig som jeg husker den. Det er en utrolig fin og afrundet aroma med noter af honning, tiramisu, blommer, svesker, et strejf af kaffe og mørk chokolade.

Smag: Det er en kæmpe fornøjelse at smage den igen. Den fremstår simpelthen så indbydende og imødekommende i mundfornemmelsen med sine klare smagsnoter af honning, mørk chokolade, blommer og ristede hasselnødder. Alkoholprocenten er helt passende med smagen.

Eftersmag: Eftersmagen er mellemlang med en blid afslutning af træfad, blommer og tørrede frugter, der rundes af med lette krydderier. Det er simpelthen slik på flaske. 😋

Vurdering: Billy Walker er en mester til sit håndværk, og med denne aftapning rammer han plet. Den smager helt igennem fantastisk, og til en pris på omkring 500 kr. får man fremragende value for money. Whiskyen har en utrolig blød karakter og nærmer sig det komplekse. Jeg skal også anmelde deres 18 års udgave, og efter denne oplevelse ser jeg overordentlig meget frem til den. 

 

Karakter: 88/100

Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

GlenAllachie-12_2