Fary Lochan – Sweet & Spicy Sauternes #1

 Sweet & Spicy fra den lille by i Farre!

*Flaske modtaget af Fary Lochan A/S

Fary Lochan har længe været et solidt dansk whisky brand, der formoder at levere noget nyt og spændende hver gang de kommer med en ny frigivelse. Til den årlige Whiskymesse i Kolding der finder sted d. 4 marts 2023 frigiver Fary Lochan nemlig denne whisky. Vi har at gøre med en 7 år og 3 måneder gammel whisky der først startede sin rejse i november 2015 på et bourbon fad til maj 2019, som derefter kom på et sauternes fad fra maj 2019 til februar 2023. Efter de år er den endt på 57,2% ABV. Har du endnu ikke læst min destilleritur hos Fary Lochan så kan du med fordel læse den inden du læser videre.

Faktisk har Fary Lochan netop fået en kæmpe anderkendelse, med en international pris for en af deres whiskyer.

Jeg har efterhånden smagt så mange whiskyer fra Fary Lochan gennem tiden at jeg begynder at kende dem rigtig godt. Du kan her se alle de anmeldelser der er skrevet om dem gennem tiden. Som sagt tidligere kan du få chancen for at smage whiskyen til Whiskymessen d. 4 marts hos deres stand og købe en flaske hvis du er heldig! De har nemlig kun produceret 299 flasker fra denne aftapning.

 

Smagning:

Duft: Når man dufter til den kommer man med det samme tilbage til Fary Lochan’ stilen. Whiskyen har en sødme i duften, af eksotiske frugter (mango og fersken ). Vanilje kommer let i baggrunden med et præg af frisk eg samt nyslået græs. Det gavner den i den grad på duften der kommer nogle dråber vand i. Men den viser lidt tænder af ethanol dampe der gør den spids.

Smag: Når der kommer nogle dråber vand i åbner den sig mere op. Det er ikke altid vand gør en stor ændring på whiskyen, men det gør den heldigvis her. Man kan tydeligt smage den har taget godt fat fra Sauternes fadet. Den har en sødlig undertone af honning, og er samtidig krydret af lette peber noter. Den er stadig frugtig, denne gang er det mere fersken og pære.

Eftersmag: Eftersmagen er lang, fyldig og olieret. Den slutter godt af med krydrede og søde noter. Selvom jeg kommer en del dråber i kan den høje alkoholprocent stadig godt være en anelse voldsom.

 

Vurdering: Som nybegynder i whisky kan man godt få et chok grundet den høje alkoholprocent. Jeg elsker fadstyrke whisky, men for hr. og fru Jensen vil jeg mene denne vil være voldsom. Denne whisky er helt klart tiltænkt garvede whisky kendere der elsker fadstyrke whiskyer. Vander man den nok ned, så mister den lidt af sin “sjæl” så det skal man være varsom med. Elsker man det krydrede, blandet med det søde så er denne whisky helt klart for dig. Jeg kan garantere dig, du ser i hvert fald mig ved Fary Lochan’ stand d. 4 marts til whiskymessen!

 

Karakter: 83/100

Kategori: Rigtig god
Hvordan basere jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

Fary-Lochan-Sweet-And-Spicy_2