Fary Lochan Sherry & Peat #3

Efterfølgeren til en suveræn aftapning

*Flaske modtaget af Fary Lochan A/S

Tænk at skulle skrive om en dansk whisky der er 12 år gammel. Det er jo helt igennem fantastisk. De har for nyligt haft en virtuel smagning, hvor jeg selvfølgelig deltog. Det var (igen, igen) en rigtig god smagning.

Vi skal nu til storebroren af Sherry & Peat #2 som jeg jo faktisk skrev var den bedste danske whisky jeg har smagt. Den tidligere aftapning var 11 år, og nu er vi rykket op i 12 år på batch #3.

Denne gang skulle vi gerne have skruet noget mere op for røgen. Batch #2 var brygget på ikke-røget bygmalt og havde ligget på 1st fill oloroso sherry hogshead i 9 år og 5 måneder, hvor den derefter fik et kort finish i et 2nd fill ex-islay bourbon quarter cask i 1 år og 7 måneder.

I batch #3 er der nogle flere fade indblandet. Destilatet er brygget på dansk brændælde-røget bygmalt. Den har ligget i 7 år og 7 måneder på 1st fill ex-bourbon fad, hvor den derefter har fået finish i 2 år og 4 måneder på et 1st fill PX sherry fad, og derefter endnu et finish i 2 år og 2 måneder på et 2nd fill ex-islay bourbon quarter cask. 

Så med denne frigivelse skulle vi altså gerne få en bred smagspalette samt fuld skrue på alkoholstyrken.

Batch #2 var nemlig “kun” 51,3% sammenlignet med denne som er 58,5%,

Hvis du gerne vil læse alle mine anmeldelser af Fary Lochan gennem tiden, kan du finde dem her

 

Info om flasken:

  • Antal flasker: 129 stk. (50 cl)
  • Destillat: Brygget på brændenælde-røget dansk bygmalt
  • Fadtype:  7 år + 7 mdr. på 1 stk. 1st fill ex-bourbon barrel (200 l.)
  • Finish: 2 år + 4 mdr. på 1 stk. 1st fill PX sherry hogshead (250 l.)
  • Finish: 2 år + 2 mdr. på 1 stk. 2nd fill ex-Islay bourbon quarter cask (140 l.)
  • Flaskedato: November 2025.
  • Alder:  12 år + 1 måned.
  • ABV: 58,5%.
  • Pris: 1200.- (Kan købes her)

Smagning:

Duft: Gennemtrængelig røg. Den har noget mere smæk på røgen her end dens forgængere. Gammel sherry, let olivenolie og en smule harpiks. Efter den får lidt ilt så bliver røgen mere afdæmpet.

Smag: Kompleks karakter af blandt andet fad, læder, peber, tørrede frugter, kul og træværksted. Den har en lækker krydret fylde, der harmonerer godt med den søde sherry. Den er som alle de andre whiskyer fra Fary Lochan også dejlig olieret og rig  på smag.

Eftersmag: Lang eftersmag af røg, fad og ældre sherry. Virkelig en lækker afslutning.

Vurdering: Virkelig solidt håndværk, der bestemt er kvalitet. Man kan tydeligt smage den har været igennem en rejse af fade med den brede smagspalette. Så er det helt sikkert også en stor milepæl for destilleriet at de nu har frigivet en 12 års whisky også.

 

Karakter: 91/100

Kategori: Fremragende
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

Fary Lochan_Sherry_&_Peat_3