Edradour SFTC 10 års Batch 59
Skotlands mindste destilleri?
Det er første gang jeg skriver om en whisky fra Edradour på hjemmesiden, og det er garanteret heller ikke den sidste. Jeg har pt. 3 flasker fra destilleriet, som alle er nogle spændende aftapninger. Den første jeg smagte var deres klassiske 10 års som jeg købte for en del år siden og denne jeg skal skrive om i dag er deres SFTC serie (Straight From The Cask) som Edradour har lavet igennem en del år nu.
Efter min mening er Edradour en af de mest undervuderede destillerier i Skotland, for de laver så meget god håndværk og er gode til at eksperimentere. Ejerne siger de er Skotlands mindste destilleri, men det er rigtigt Strathearn Distillery som er ejet af Signatory Vintage. Jeg har faktisk ikke kunne finde hvor mange ansatte de er i dag, men i følge Wikipedia var de i 2014 kun 2 ansatte. Destilleriet har eksisteret siden 1825 og ligger i det skotske Højland. Jeg har ikke selv besøgt på destilleriet, men det er en af dem som har høj priotet på næste whisky tur. Hvis du vil læse om den sidste tur jeg var på i maj 2019 kan du læse den her.
Som i kan se på denne aftapning så er den kul sort. Man kan faktisk slet ikke se igennem den. Lidt info om flasken så er det en 10 års whisky der er tappet direkte fra fadet. Det har lagret i ét sherry hogshead som var på 500 liter. Den er hældt på flaske sidste år d. 17 juni 2019 og er på 50 cl. Som i kan se har jeg ikke meget tilbage af flasken, men whiskyens karakter er også meget rund, men det er ikke en whisky man kan drikke hver dag. Jeg købte denne whisky på Master of Malt til omkring 650 kr. Dette var desværre den sidste flaske de havde på lager. Bare rolig de kommer med et nyt batch i år, så hold øje med den! 🙂
Duft: Intens sherry, meget intens. Vi har gammel loftsrum, læder, virkelig tørre frugter, og blommer. En behagelig duft til sherry elskerne.
Smag: Dette er en meget tung sherry whisky. Faktisk en af de tungeste jeg nogensinde har smagt. I smagen finder man tydeligt mørk bitter chokolade og rosiner. Tørrede frugter hvor gammel loftsrum igen er til stede. Den har også krydrede noter som ligger godt på tungen.
Eftersmag: Krydderier, loftsrum og en smule tobak er i eftersmagen. Den er dejlig lang og man kan fornemme den i munden timer efter.
Vurdering: Som jeg skrev tidligere er dette en meget tung sherry whisky, og det er ikke sikkert nybegyndere kan lide den overhovedet, simpelthen fordi den er så tung. Whisky der har lagret på sherry fade syntes jeg selv er rigtig gode at drikke om vinteren, når det er koldt udenfor. Denne ville jeg drikke en dag der var sne storm. Sommetider kan man godt få mere ud af en 10 års first fill sherry whisky end en 20 års f.eks. Det kommer an på hvad man er til, for denne har helt klart tydelige ældre noter, som ikke gemmer sig. Den er på ingen måde træt, tværtimod er den fyldt med smag og energi, og smager man ældre sherry whiskyer plejer man at kunne fornemme om den har været mange år på fad. Jeg kunne personligt godt bruge noget mere kompleksitet fra den. Men opsummeringen er det smager helt fantastisk, og jeg vil anbefale alle og enhver til at rette blikket mod Edradour.
Karakter: 90/100
Kategori: Fremragende
Hvordan basere jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem
