Min whisky rejse til Skotland

Min far og jeg havde længe snakket om at tage til Skotland sammen. Vi opdagede, at man kunne finde flybilletter til under 300 kr. pr. person tur-retur gennem Ryanair. Da vi så det, blev vi straks “hooked” på at komme afsted, så vi bestilte to billetter i februar 2019 med afrejse d. 5.-9. maj.

Vores plan var udelukkende at besøge whiskydestillerier. Selvom vi havde booket hjemmefra, var det flere steder svært at få plads på de forskellige ture. Vi ville rigtig gerne have besøgt Balvenie, men der var desværre fuldt booket. Vi sørgede dog for at være i god tid med de andre reservationer, så det meste var planlagt.

Turen derhen

Vi tog flyveren fra Billund til Edinburgh en søndag aften. Flyveturen er ikke så lang, så det tog ikke mere end 1 time og 20 minutter. Vi ankom til lufthavnen i Edinburgh omkring kl. 19.00, så det første vi gjorde var at finde et hotel og derefter en bar. Vi besøgte Albanach Bar, som har et kæmpe udvalg og er et rigtig hyggeligt sted.

Den første nat overnattede vi på et vandrehjem. Det valgte vi på grund af prisen, og fordi vi alligevel skulle med toget mod Elgin allerede kl. 06.00 næste morgen. Togturen skulle gå fra Edinburgh over Perth og Inverness til Elgin – en tur på lidt over 5 timer.

Da vi skulle afsted tidligt om morgenen, opdagede vi dog, at vores tog fra Edinburgh til Perth var aflyst, så vi måtte tage toget til Stirling i stedet. Derfra kunne vi køre direkte til Inverness. Alt i alt var der meget ventetid, og det var generelt en lang, men smuk tur. Vi havde vores første destilleribesøg kl. 16.00 hos Aberlour den dag, så vi havde heldigvis god tid. Vi ankom til Elgin allerede kl. 12.00 om formiddagen, hvorefter vi skulle med bussen. Vi havde fire timer at gøre godt med, så vi besluttede at tage bus nr. 36 mod Aberlour og Dufftown.

Vi var ankommet til Dufftown, hvor der ligger rigtig mange destillerier tæt på hinanden. Her ligger Balvenie også, så vi greb chancen for at se det. Vi ankom til Dufftown kl. 13.30 og fandt ud af, at Balvenie lukkede kl. 14.00. Da der var 20 minutters gang dertil, måtte vi få de lange ben foran – endda med alle vores tasker. Vi nåede lige at se shoppen og sige hej. Den årlige Whisky Festival sang på sidste vers, så de havde haft utroligt travlt. I shoppen så vi de helt eksklusive flasker, heriblandt Balvenie 50 år og Balvenie 30 år, sammen med mange andre gamle aftapninger. Det er et rigtig hyggeligt sted, som helt klart er et besøg værd.

Vi gik tilbage mod selve Dufftown, og på vejen fra Balvenie fandt vi ud af, at man (næsten) kunne følge en forladt jernbane hele vejen. De længere gåture var dog lidt af en udfordring med al vores bagage. Vi passerede Glenfiddich på vej mod busstationen og besluttede at kigge ind i deres flotte bar til et par drams – heriblandt deres Glenfiddich IPA og Project XX.

Da vi alligevel skulle besøge dem dagen efter, havde vi egentlig ikke regnet med at skulle smage de udgaver der; vi havde forventet de mere gængse som deres 12, 15, 18 og måske 21 års. Men vi blev klogere. Herefter tog vi bus 36 mod Aberlour, da dagens første officielle besøg var hos Aberlour Distillery. Det passede perfekt med bussen og gåafstanden derhen, og vi ankom kl. 15.55 som planlagt.

Aberlour Distillery & resten af dagen

Aberlour er ikke et stort destilleri sammenlignet med mange andre, men det har sin helt egen charme. Jeg har selv kun ejet deres 12-års og smagt deres 16-års, som begge er ganske udemærkede. Hverken min far eller jeg vidste særlig meget om destilleriet på forhånd. Vores tourguide var en ung kvinde, som var virkelig dygtig til at formidle både historien om destilleriet og dets betydning for byen. De får alle deres ressourcer inden for en radius af 50 km – alt fra vand til korn – da de ønsker at støtte de lokale landmænd. (Det tror jeg bestemt, de lokale landmænd i Aberlour/Dufftown-omegnen er glade for!)

Vores hold var på 8-10 personer, og selve turen var rigtig god. Vi så naturligvis produktionen og deres mindste lager. Man måtte ikke tage billeder i produktionen af sikkerhedsmæssige årsager, så jeg har desværre ingen billeder derfra til jer.

Deres smagslokale var fantastisk flot. Vi sad ved et kæmpe, rundt og massivt træbord, hvor der hang grene med whiskyglas over os. Vi smagte i alt fem forskellige slags. Den første var deres new make spirit – altså råspritten, som endnu ikke er lagret. Det var sjovt at smage den for at kunne sammenligne med de lagrede udgaver senere. Derefter fik vi deres 16-års, som jeg kendte i forvejen, og en ”Casg Annamh”, som var yderst usædvanlig, men god!

Til slut smagte vi nogle udgaver, man kun kan købe på destilleriet: en bourbon- og en sherrybombe. Vi startede med en 12-års first-fill bourbon på 55,4 %. Den var helt fantastisk, og jeg overvejede kraftigt at købe en flaske, men valgte at vente, da vores rejse kun lige var begyndt. Deres sherrybombe var ikke den A’bunadh, som mange kender, men en 13-års sherry på 57,4 %. Den var også helt igennem fantastisk. Begge havde enorm dybde, og jeg kunne faktisk bedre lide denne end den klassiske A’bunadh.

Efter turen var klokken blevet 18.00, og vi gik en tur i Aberlour og spiste på en indisk restaurant. Vi fandt senere ud af, at det faktisk var en pakistansk restaurant, men det gjorde ikke så meget – maden var rigelig stærk alligevel! Vi tog bussen tilbage til Elgin for at overnatte. Vi ledte efter Bed & Breakfasts i området og valgte det billigste. Det var ganske fint og havde lige det, vi skulle bruge: en seng og et toilet. Vi gik trætte i seng efter at have gået 16.500 skridt den dag.

Tirsdag d. 7. maj

I dag stod den på besøg hos Benromach og derefter Glenfiddich. Om morgenen fik vi at vide af vores vært, at Glen Moray plejer at servere morgenmad i deres kantine på destilleriet. Da vi ankom, viste det sig dog, at vi var en time for tidligt på den, så vi måtte desværre gå videre og få morgenmad ved busstationen i Elgin i stedet. Vi tog bussen fra Elgin mod Benromach, som ligger vest for byen. Vi brugte lidt tid på at finde det; da vi blev sat af i Forres, fik vi besked på at lede efter en stor rød skorsten og gå mod den – og så endte vi heldigvis ved destilleriet til sidst.

Benromach Distillery

Dengang havde jeg kun ejet en enkelt flaske fra Benromach (i dag har jeg mange flere); det var en organisk, røget udgave fra 2010. Det var en rigtig fin whisky, men jeg havde ikke smagt andet fra dem, så jeg var meget spændt på at se, hvad de ellers kunne tilbyde. Det er et rigtig lille destilleri, hvor de gør ALT med håndkraft. De bruger ingen computere til at udregne tingene – alt foregår efter den helt gamle metode.

Destilleriet er flot, og de har også en rigtig fin shop. Vi valgte en af deres ture, der var lidt dyrere end standardturen. Vi var kun tre personer plus guiden, så det var en meget intim oplevelse. Det var Kelly, der viste os rundt – en ung pige, som kun havde arbejdet på destilleriet i to måneder, men hun vidste allerede utrolig meget og gik virkelig op i det. Vi startede med at se en 10-minutters video om destilleriet og dets historie, hvorefter Kelly hentede os, og vi gik ud for at se produktionen. Destilleriet stammer helt tilbage fra 1898, men genåbnede i 1998 efter at have været lukket i mange år.

På destilleriet smagte vi deres klassiske 10-års, deres Organic, en Sassicaia Wood Finish og til slut deres Peat Smoke. Det var allesammen rigtig gode whiskyer. Som sagt er det et småt destilleri – meget mindre, end jeg havde forestillet mig – og de havde ikke så mange lagerhuse, men jeg må understrege, at det var en fantastisk tur. Jeg vil helt sikkert besøge dem igen, hvis jeg får muligheden.

I deres shop endte jeg med at købe en Distillery Exclusive, som var en 7-års whisky lagret på first-fill bourbonfade. Flasken kostede cirka 500 DKK, er destilleret i 2011 og tappet i 2018. Den minder meget om denne flaske:

https://www.whiskyeksperten.dk/benromach-2010-aftappet-2017-cask-280-distillery-exclusive.html

Min far købte deres Batch 01 2008, en helt ny 11-års whisky, som lige var kommet på markedet. Den var også rigtig god. Da turen var slut, skulle vi videre mod Glenfiddich. Vi tog bussen fra Forres mod Elgin og derefter videre til Dufftown. På det næste destilleri var der tale om en noget anden kaliber…

Glenfiddich Distillery

Da vi ankom til Dufftown, kunne vi stå af lige ved destilleriet. Det er et enormt sted, hvilket man tydeligt ser, så snart man ankommer. Vi valgte deres ”Spirit of Innovation”-tur, som går lidt mere i dybden end standardturen. Denne gang blev vi vist rundt af en ældre herre. Det er helt vildt, hvor stor en produktion Glenfiddich har; den er egentlig ikke voldsomt moderne, men de har to kæmpe mash-tuns og et hav af wash-backs – jeg vil gætte på mellem 30 og 40 stykker. De har desuden 14 pot stills, som hver især kan indeholde 4.550 liter.

Vi var inde og se deres Warehouse No. 1. Derinde lå mange specielle fade, og det er blandt andet her, de fleste gæster kommer forbi. Vi fik lov til at dufte til et bourbonfad fra 1974 – det var en meget speciel og herlig duft! Der var også nogle amerikanere med på turen, og det første, en af dem sagde efter at have duftet til fadet, var: ”Wow, this smells just like Jack Daniel’s!” med en tyk hillbilly-accent. Du kan sikkert forestille dig scenariet; jeg var flad af grin, for det var overhovedet ikke den kommentar, man havde forventet i de omgivelser.

Da vi nåede til smagningen, skulle vi prøve en del forskelligt: blandt andet deres 12-års, 15-års, IPA-udgaven, Project XX og til sidst deres 21-års (Reserve Rum Cask Finish), som er en sand frugtbombe. De var alle sammen… okay. Jeg kender godt Glenfiddich, men jeg synes ikke, der er den store ”wow-faktor” over deres whiskyer. Måske skyldes det den massive produktion? Jeg kunne godt tænke mig at smage en helt almindelig 12-års fra 1980’erne og sammenligne, for der er sikkert en ret stor forskel. Det var dog et fint besøg, som gav et godt indblik i, hvordan en kæmpe whiskyproduktion fungerer i praksis.

Resten af dagen

Det var nu ved at blive aften, og vi skulle finde et sted at sove i Aberlour, da vi skulle tidligt op til Macallan næste dag. Vi spiste på ”The Mash Tun”, som er et fantastisk sted! De har en enorm whiskybar og serverer god mad. Det er et lille, hyggeligt sted, hvor vi blev hængende i mange timer til sent på aftenen. Vi boede hos en ældre herre – bare en enkel overnatning uden morgenmad inkluderet. Han var rigtig flink og imødekommende. Vi gik tunge i hovederne i seng, klar til en ny dag.

Onsdag d. 8. maj

Vi stod tidligt op næste morgen. Til vores store overraskelse havde vores vært alligevel lavet morgenmad til os med alt tilbehør. Han forklarede os derefter, hvordan vi kom til Macallan på den nemmeste måde. Vi boede i Aberlour, og da Macallan ligger cirka 5 km derfra, tog det os omkring 45 minutter at gå. Vi skulle krydse broer, marker, små passager og bakker for at komme derop. Det småregnede, så det blev en lidt våd tur, inden vi nåede frem.

Macallan Distillery

Det første, man ser, når man ankommer til Macallan, er en lang vej, hvor de ikoniske tage toner frem i baggrunden. Det var allerede der et imponerende syn. Deres nye byggeri stod færdigt i juni 2018, og jeg var komplet overvældet over, hvor moderne det hele var. Guiden, som fulgte os rundt, kunne styre alt fra sin iPad – det siger vist lidt om niveauet.

Når man bygger et destilleri i 2018, kan man næsten forestille sig, hvordan turen foregår. Det hele er “spritnyt” (joke til side), og måden, de fremviser produktionen på, er topmoderne. Ankomsten føles mest af alt som receptionen på et luksushotel. Til venstre ser man en enorm glasvæg fyldt med gamle Macallan-aftapninger; den ældste, jeg kunne spotte, var destilleret helt tilbage i 1857.

Det hele var så gigantisk, at det næsten mistede lidt af den klassiske charme, men flot var det uden tvivl! Vi var på deres eneste rundvisning, “The Six Pillars Tour”, til 30 pund pr. mand, og vi var omkring 10 personer på holdet. Produktionen er enorm, alt skinner, og man kan se folk gå nede under de store plader, hvor mash-tuns, washbacks og pot stills er placeret. Det er svært at forklare præcis, hvordan det ser ud, så jeg anbefaler, at man lige googler det for at få en idé om arkitekturen.

Man skal næsten opleve det selv for at forstå det. Smagsrummet var dog en historie for sig og havde den helt store “wow-faktor”. Det føltes, som om man var inde i et kæmpe rør, hvor der var tønder 360 grader rundt om én. Det var utrolig imponerende, og guiden styrede selvfølgelig lyset derinde fra sin iPad. Til gengæld blev jeg ikke blæst bagover af selve smagningen. Vi startede med en råsprit, efterfulgt af deres 12-års Triple Cask Matured og til slut en Macallan Edition 4. Sidstnævnte kunne man ikke længere finde i butikkerne, men den kunne stadig købes på destilleriet. Jeg var ikke synderligt imponeret over udvalget og ville ønske, de havde haft lidt mere at byde på på den front. Alt i alt var besøget dog en god oplevelse.

Vi skulle derefter videre til Glenlivet, som jeg havde glædet mig rigtig meget til, men vi var lidt i tidspres. Der gik ingen busser dertil, og turen tog omkring 30-45 minutter i bil. En taxa ville have kostet os 400-500 kr. hver vej, hvilket var i overkanten. Heldigvis gik vi tilbage for at hente vores ting hos vores vært, som tilbød at give os et lift for 20 pund hver vej. Vi tøvede ikke et sekund og sagde ja tak!

The Glenlivet Distillery

Det sidste destilleri, vi besøgte, var The Glenlivet. Det var et besøg, jeg havde set meget frem til, da Glenlivet var min indgangsvinkel til whisky, da jeg startede. Vi havde valgt den store tur til 65 pund pr. mand, som hedder ”Definitive Spirit Tour”. Sammen med Benromach var det efter min mening turens bedste besøg. Vi var kun fire personer plus guiden, Katie, som var utrolig dygtig til at fortælle.

Vi startede i en form for ”kælder”, hvor vi fik historien om, hvordan The Glenlivet blev til, og hørte om George Smith og hans søn. Derefter gik vi direkte ud og smagte en The Glenlivet Nadurra Oloroso direkte fra fadet. Den var noget helt andet end den, jeg har stående derhjemme; den var meget mere fyldig, havde flere af de gode Oloroso-noter og smagte markant ældre. Katie kunne desværre ikke fortælle præcis, hvor længe den havde ligget på fadet.

Efter produktionen gik vi op til deres smagslokale, som var et utrolig hyggeligt rum. Her smagte vi en del forskelligt: først deres råsprit, efterfulgt af klassikeren Founder’s Reserve og deres 12-års. Derefter fik vi Captain’s Reserve, som jeg ikke havde smagt før, men som var ganske fin, efterfulgt af deres 15-års (en rigtig pleaser), 18-års og til sidst deres 21-års.

Det var en virkelig god smagning, hvor intet føltes forhastet. Vi endte faktisk med at gå 30 minutter over tid, fordi vi havde det så hyggeligt med de to andre deltagere fra Canada. Jeg endte med at købe en 17-års First-Fill Bourbon Distillery Exclusive på 55,3 % med hjem. Det var kun en 50 cl flaske, men den smager fantastisk. Vores vært hentede os igen, og vi tog bussen tilbage til Elgin, hvor vi sluttede aftenen af med mad, en øl og en lækker Glen Moray Chardonnay Cask Finish på 59 %.

Torsdag d. 9. maj

Vi tog toget tidligt næste morgen med næsen mod Danmark. Det var samme rute tilbage: Elgin – Inverness – Perth og til slut Edinburgh, hvorefter vi tog bus 100 til lufthavnen. Turen tog kun 4,5 timer denne gang.

Alt i alt har det været en fantastisk far-søn-tur, og det er bestemt ikke sidste gang, vi gør det. Hvis du er en af de få, der har læst det hele igennem, håber jeg, at du har nydt opslaget. Hvis du ikke selv har været på sådan en tur endnu, kan jeg kun anbefale det.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til mig på:

kontakt@whiskyhuset.net