Arran Millenium Malt 1999/2020 Adelphi

Den ultimative sherrybombe fra Arran

Denne whisky betyder noget helt specielt for mig. Tilbage i 2020 da Corona var verdens mest omtalte emne, og whiskymessen i Kolding lige akkurat kunne finde sted inden Danmarks nedlukning, fandt jeg denne whisky, skjult dybt bag FC-Whisky’ egen stand. Jeg gik målrettet efter den flaske da jeg havde læst om den inden, i håb om de havde flere. De havde 3 flasker tilbage. Efter jeg smagte den købte jeg med det samme en flaske. Min ven som også var med til messen smagte den også samme tid som mig og overvejede den meget selv. 15 minutter efter han havde smagt den bestemte han sig for at købe flasken hos standen. Alle flasker var nu væk. Vi snakker 20 minutter efter whiskymessen havde åbnet sine døre.

Jeg endte nogle dage efter messen med at finde en flaske til hos en vinforhandler så jeg havde den som en ekstra jeg ville gemme. Det skal siges der kun har været 175 flasker af whiskyen globalt, så den er meget begrænset.

Den blev tappet i forbindelse med FC-Whisky’ 20 års jubilæum i 2020. Den er destilleret d. 31/12-1999 og tappet 07/01-2020. Derfor navnet, Millenium Malt. Den har lige rundet de 20 år, og er tappet ved 52,5% ABV. Farven er fuldstændig sort, nærmest som kaffe. Det skal også nævnes at aftapperen er Adelphi, som er en uafhængig aftapper. Tror endnu ikke jeg har smagt noget fra dem der har skuffet. Det har altid været en god oplevelse.

Det er ikke første gang Arran har destilleret whisky lige op til årtusind skiftet. En af de første anmeldelser jeg skrev i sin tid om Arran Millenium Casks har samme koncept med de tapper den 31/12-1999.

 

Smagning:

Duft: Vi har at gøre med en kraftfuld duft af sherry. Tunge noter af fad, læder og tørrede frugter og appelsinskal. Man kan tydeligt fornemme det er en whisky der har noget tungt bagage med sig.

Smag: Processen foregår således: Du smager, du stirre ud i luften i 10 sekunder. Du glemmer tid og sted, og derefter synker du. En fuldstændig fantastisk smag af tunge PX noter. Den har en komplet helhed og en kompleksitet, jeg (meget) sjældent smager i whisky. I smagsnoter har vi igen læder, mørk chokolade, overmodne blommer og loftrum. Smagen er harmonisk og meget balanceret.

Eftersmag: Whiskyen har en lang eftersmag, med en kæmpe fylde der for alvor gør man læner sig ekstra tilbage i sin stol. Alkoholprocenten er rolig, og er ikke meget tilgængelig grundet den bliver  overdøvet af sherry noterne.

 

Vurdering: Jeg siger det med det samme: Dette er en af de bedste whiskyer jeg har smagt. Den har en fantastisk balance, kompleksitet og harmoni der gør den helt unik. Alkoholprocenten er perfekt ramt, og smagene hænger super godt sammen. Hvis du nogensinde støder på denne flaske ved et utroligt heldigt sammentræf, så skynd dig at købe den. Jeg vil åbne denne whisky om mange år, og nyde jeg heldigvis har en ekstra flaske.

 

Karakter: 96/100

Kategori: Exceptionel
Hvordan basere jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

Arran Millenium Malt