Scallywag Douglas Laing’s Blended Malt Whisky

Man skal bestemt ikke tage fejl af blends

*Flaske modtaget af H.J Hansen Vin A/S

Når jeg taler med whiskyentusiaster, går de fleste udenom blends. Jeg må ærligt indrømme, at jeg selv har gjort det samme. Jeg ville hellere smage single malts, hvor man ved præcis, hvad man får.

Med denne aftapning fra Douglas Laing ved vi dog heldigvis præcis, hvad vi drikker, og hvilke fade der er i spil. Blendet indeholder single malts fra blandt andet Mortlach, Macallan og Glenrothes. Det er de tre, destilleriet selv fremhæver på etiketten, men de tilføjer også “among others”. Jeg har undersøgt  det nærmere, og det viser sig, at blendet også indeholder whisky fra Dailuaine og Inchgower. De bliver nok udeladt på etiketten, fordi de tre andre destillerier trækker mere opmærksomhed.

Whiskyen har lagret på både bourbon- og sherryfade (PX og Oloroso). Den er en del af deres populære serie “Remarkable Regional Malts”, som jeg kommer til at skrive mere om her på bloggen.

Navnet “Scallywag” (der betyder en lille gavtyv eller laban) og den karakteristiske Fox Terrier på etiketten er inspireret af de mange terriere, som Douglas Laing-familien har ejet gennem årene. Whiskyen er skabt til at være ligesom hunden, altså livlig, karakterfuld og en smule fræk.

Douglas Laing blev grundlagt i 1948, og de er kendt for deres filosofi om at aftappe whisky “som destilleriet havde til hensigt”. Det betyder naturligvis, at der hverken er brugt kølefiltrering eller tilsat farve.

Jeg vil gerne takke H.J Hansen Vin mange gange for at sende mig flasken.

Info om flasken:

  • Antal flasker: Ikke angivet.
  • Destillat: Blended Malt Scotch Whisky – et “marriage” af Mortlach, Macallan, Glenrothes, Dailuaine og Inchgower single malts)
  • Fadtype: Kombination af Sherry Butts og First-fill Bourbon fade.
  • Flaskedato: Ikke angivet.
  • Alder: NAS (No Age Statement)
  • ABV: 46%.
  • Pris: 349-499.-

Smagning:

Duft: Den har en behagelig duft af rosiner, saltkaramel og gammelt træ. Den er en smule spids i næsen, men alligevel sødlig, da man tydeligt kan dufte, at den har ligget på sherryfade. Når man lader den stå lidt og falde til ro i glasset, bliver duften i den grad mere rund og rolig.

Smag: I smagen finder man en anelse læder, mørke frugtnoter af blomme og krydderier. Der er også en anelse vanilje fra bourbonfadene. Smagen følger fint med alkoholprocenten, men jeg tror heller ikke, den skulle have været højere – så ville alkoholen dominere for meget i forhold til den smag, man får.

Eftersmag: Eftersmagen er mellemlang med en sødmefuld afslutning, der rundes af med krydrede undertoner. En virkelig behagelig og god afslutning.

Vurdering: Helt ærligt, så kan jeg ikke smage forskel på, om det her er et blend eller en single malt. Den er rigtig solid og har en god balance. Til prisen synes jeg bestemt, man får meget whisky for pengene. Den skal lige have lov til at falde til ro i glasset, når man har skænket den; her udvikler den sig klart til det bedre.

 

Karakter: 84/100

Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

ScallyWag-Douglas-Laings_2