Jack Daniel’s Single Barrel – Barrel Proof
En Whiskey med fordomme?
En Jack Daniel’s Whiskey? Jeg går en stor bue rundt om den.
Det tænker langt de fleste whiskey entusiaster når de støder på en Jack Daniel’s whiskey. Men er den nu så slem? Jeg har smagt flere af Jack Daniel’s Single Barrel serie, som også er let tilgængelig i Danmark. Langt de fleste af dem syntes jeg nu egentlig er udemærket, men der er bare ikke nok dybde i nogen af dem til jeg ville købe en selv.
Tror langt de fleste af os kender den klassiske “Jack Daniel’s Old No. 7” som efter min egen mening er et godt blandingsprodukt til Cola, men jeg ville ikke kunne nyde den rent.
Jeg har læst flere steder om denne udgave skulle feje de andre Single Barrel’s af vejen, og det gør den! De andre Single Barrel’s er på omtrent 45% alkohol hvorimod denne har en voldsom styrke på 66,60%.
Jeg valgte at tage et valg om denne her skulle prøves, og så måtte jeg se hvordan det gik. Det er en af de amerikanske whiskeyer jeg vil passe mest på idag, for den kan ikke købes i Danmark.
Jeg har været i kontakt med “Jack Daniel’s Danmark” som skriver den ikke bliver solgt herhjemme, men den kan godt findes i andre EU lande.
Jeg købte selv min egen hos en Tysk webshop. Mit køb var heldigt for mig for efter nogle måneder stoppede de med at sende til Danmark.
Der beskrives ikke hvor mange år den har lagt på fad. Den består af 80% majs, 12% Rug og 8% byg.
Smagning:
Da jeg smagte den første gang, væltede den benene væk under mig. Den har sådan en stor fyldig unik karakter. Alle de fordomme jeg selv har haft om Jack Daniel’s tager jeg tilbage. Flasken i sig selv er utrolig flot og indbydende.
Duft: Min første indskydelse er brændt træ, bananer og brun sukker. Allerede i næsen kan man dufte det er en fyldig whiskey.
Smag: Den har en fantastisk smag, meget fyldig af karamel og mørk chokolade. Den er krydret med et hint af tobak og krydderier.
Afslutning: lang eftersmag som bliver meget stærk på grund af den høje alkohol procent. Til slut får den en blød afslutning af mørk chokolade, sirup og krydderier.
Vurdering: Den har en hel unik karakter, som jeg sætter stor pris på. Den er meget fyldig og bliver ved i munden i mange minutter. I alle de minutter den er til stede er den himmelsk. Som jeg skrev længere oppe så er mine fordomme ændret for Jack Daniel’s, for når det virkelig gælder, laver de rigtig god whiskey!
Karakter: 94/100
Kategori: Fremragende
Hvordan basere jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem