Isle of Fiona – Danish Oak

Så bliver fadene ikke mere lokalt

*Flaske modtaget af Nyborg destilleri

Endnu en gang skal vi forbi det lille destilleri Nyborg Destilleri, hvor vi skal se nærmere på en dansk whisky, der har fået finish i 6 måneder på dansk eg fra Erholm Gods på Fyn. Typen kaldes “Quercus Robur”, på dansk kaldet “Stilkeg” eller “Almindelig Eg”. Den har først ligget på et 200 liters bourbonfad fra Jack Daniels i 5 år og har efterfølgende ligget i de 6 måneder på et 220 liters dansk eg.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg har smagt whisky lagret på dansk eg før, så det bliver meget spændende!

Jeg spurgte destilleriet, hvordan de fik ideen til, at whiskyen skulle ligge på dansk eg.

 Nyborg Destilleri fortæller:

“Da vi åbnede destilleriet i Nyborg, fik vi ideen til Danish Oak, og vi fik lov til at fælde et Fynsk Egetræ, vi var selv med i hele processen, og det danske egetræ blev skåret op i Danmark og sendt til Portugal hvor fadene blev rejst. Vi var ret overbeviste om at det kunne noget med det danske eg. Vi skulle være meget forsigtige, med et helt friskt træ, så de første aftapninger, var det få ugers lagring på de danske egetræs fade.”

Som de selv siger, skal man være meget forsigtig med helt nye fade, og specielt med eg, man ikke er vant til. Smagen kan hurtigt komme ind og påvirke whiskyen i en voldsom grad. Jeg kan forestille mig, at dansk eg vil give nogle skov- og bitre noter. Jeg ser meget frem til smagningen.

Info om flasken:

  • Flaskestørrelse: 70 cl
  • Antal flasker: 453 stk. (batch 331)
  • Destillat: Økologisk dansk bygmalt.
  • Fadtype: Bourbon
  • Finish: Dansk eg
  • Alder: 5,5 år.
  • ABV: 46%.
  • Pris: 895.- (Kan købes her)

Smagning:

Duft: Den er afdæmpet og har en rolig nuance, men man kan dufte, at den har noget, den gerne vil “ud med”. Den har noter af natur, skov, græs, kastanjer, og så har den en solid duft af fad.

Smag: Absolut også solid i smagen. Den har en god blanding af krydderier og er samtidig blød længe i munden. Den har noter af let vanilje, skov, høloft og kraftige noter af fad. Fadnoterne fylder omtrent 50-60% af smagen efter min mening. Alkoholen skinner ikke igennem, hvilket jeg havde en anelse om, at den ville gøre. Den kan selvfølgelig fornemmes til en vis grad, men den går ikke ind og overtager smagen. Det er et stort plus; det viser bare, at alderen har fået lov at gemme den lidt væk, og at den har fået meget smag fra fadene.

Eftersmag: Omkring slutningen har den en lang eftersmag (trods de “kun” 46%). Man ser typisk, at hvis det er en højere alkoholprocent, så er tendensen en længere eftersmag. Dens eftersmagen er dejlig lang. Krydrede noter ligger bagerst på tungen, og de førnævnte noter er stadig fremtrædende, hvor fad fylder mest.

 

Vurdering: Det var meget spændende at smage en whisky der har ligget på dansk eg. Den var nogenlunde som jeg forventede smagsmæssigt. Den er afrundet, har nogle natur noter og har en dejlig eftersmag. Jeg ser frem til hvad Nyborg Destilleri, ellers kan bikse op. Jeg håber en dag at kunne smage noget i fadstyrke fra dem.

 

Karakter: 86/100 

Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

Isle-of-Fiona-Danish-Oak_2