Hødal Whisky – No. 9 Fortrylleren – 6 år

Debut anmeldelse til Nordisk Brænderi

*Flaske modtaget af Nordisk Brænderi ApS

Hødal Whisky fremstilles af Nordisk Brænderi, et dansk destilleri beliggende i de bakkede istidsslugter i Hødalen i Nordjylland. Grundlæggeren, ingeniør Anders Bilgram, har skabt en produktion, hvor passionen for traditionelt håndværk og lokal forankring skinner igennem. Det er første gang jeg stifter mig bekendtskab med Hødal Whisky, jeg har aldrig smagt deres whisky før, så jeg ser meget frem til at smage.

Navnet “Fortrylleren” er en hyldest til den verdensberømte danske polarforsker Knud Rasmussen, som bar netop dette tilnavn. Historien fortæller, at da Knud i 1921 påbegyndte sin 5. Thule-ekspedition, herskede der et strengt spiritusforbud i Amerika. For at sikre forsyningerne til rejsen over isen udnyttede han sin velkendte charme og talegaver til at få indskrevet sin uundværlige whisky som livsnødvendigt “ekspeditionsudstyr” i toldpapirerne. 

Produktionen er kendetegnet ved et stærkt dansk samarbejde. Urten brygges i tæt dialog med anerkendte brygmestre fra henholdsvis Refsvinde Bryggeri, Thisted Bryghus og Skagen Bryghus. Herefter tager Nordisk Brænderi over med den vitale hånddestillering og lagring. Whiskyen nedvandes til sidst til 46% ved hjælp af destilleriets eget vand, som hentes direkte fra de underjordiske kilder i Hødals morænebakker.

Hødal No. 8 Fortrylleren er en 6 år gammel dansk single malt. Den er på de 46% alkohol, hvilket er fin styrke for at lade whiskyens karaktertræk folde sig fuldt ud, uden at alkoholen bliver overdøvende. For at bevare maltens og fadenes naturlige olier og smagsnuancer er whiskyen ikke kølefiltreret.

Vi skulle gerne have fuld smæk på sødmen her, da den har ligget på tre forskellige PX sherryfade. De tre fade blev fyldt på forskellige tidspunkter, henholdsvis den 29. juli 2016, den 7. september 2017 og den 30. oktober 2018.

Info om flasken:

  • Antal flasker: 450 flasker. (50 cl)
  • Destillat: Bygmalt fra Nordisk Brænderi.
  • Fadtype: 2×200 liters og 1×100 liters PX sherryfade.
  • Frigivet: November 2024.
  • Alder: 6 år.
  • ABV: 46%
  • Pris: 859.- (Kan købes her)

Smagning:

Duft: I næsen har vi en tung sherrykarakter, hvor man kan fornemme en krydret og tør profil, men bestemt også en sødlig. Den har noter af rosiner, fad, let lakrids og dyb mørk chokolade. Den dufter herligt.

Smag: Smagen er (næsten) som forventet; den er bestemt krydret, men har en sød afslutning. Den rammer det forreste af tungen hurtigt, men fader langsomt ud i en blød og afrundet smag. Ristet malt, læder, overmodne blommer, rosiner og fad er uden tvivl at finde.

Eftersmag: En lang eftersmag, som er behagelig og blød. Den kan smages længe, efter man har sunket. Læder og chokolade fylder mest i eftersmagen.

Vurdering: Jeg er meget positivt overrasket. Det er første gang, jeg nogensinde stifter bekendskab med Hødal Whisky, og de leverer dælme en fin whisky i denne aftapning. Man kan godt fornemme, at det ikke er en whisky, der har mange år på bagen, men helt generelt synes jeg, at den smager af en whisky, der kunne være mellem 9 og 11 år. Jeg skal bestemt undersøge mere fra Hødal Whisky…

 

Karakter: 86/100

Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

Hødal-Whisky-Fortrylleren-6-år