Fary Lochan – Virgin Oak #2
Nyt syn fra gammel kending
*Flaske modtaget af Fary Lochan
Da jeg først læste, at Fary Lochan kommer ud med en Virgin Oak batch 2, var min første tanke: “Har de haft en batch 1?”
Men det har de faktisk, dog er det 5 år siden. Det første, jeg lagde mærke til, da jeg åbnede røret, hvor flasken var i, var dens utrolig smukke, mørke farve. Det kan man se på billedet, jeg har her i anmeldelsen. Holder man den op foran et skarpt lys, kan man virkelig se, hvor ufiltreret whiskyen er, hvilket er et herligt syn! Dette er en begrænset aftapning på kun 341 flasker.
Virgin Oak betyder, at den har ligget på helt nye fade, så vi bør forvente en whisky, der virkelig har smæk på smagen. Heldigvis er den tappet på 50%, så jeg forventer, at alkoholvolumen kontra smag vil ligge rigtig fint. Som mange af jer nok ved, er det langt fra første gang, jeg har anmeldt en flaske fra Fary Lochan. Hvis du vil læse, hvad jeg ellers har skrevet om dem, kan du finde det her.
Info om flasken:
- Antal flasker: 341 (50 cl)
- Destillat: Brygget på ikke-røget dansk bygmalt.
- Fadtype: American Virgin Oak (nye bourbon fade)
- Alder: 5 år og 3 mdr.
- ABV: 50%.
- Frigivet: 23-10-2024
- Pris: 695.- (Kan købes her)
Smagning:
Duft: Duften er dyb af ekostiske frugter, vanilje og blommer. Den er “mellow” eller blød i duften. Koncentreret noter af fad, og creme brulée. Jeg kunne godt være i tvivl om det faktisk var en ren amerikansk bourbon jeg sad med i glasset. Det ville være mit gæt hvis jeg ikke vidste det. Nyslået græs er i slutningen.
Smag: Smagen er fyldig. Igen er eksotiske frugter meget tiltrædende med en oliteret fylde af vanilje og let karamel. Alkoholprocenten er lidt eksplosiv i forhold til smagen, så på en skala til 100 ligger den på 60 på alkohol og 40 på smag efter min egen vurdering. Havde den haft nogle få år endnu tror jeg de ville have byttet rundt så smagen ville fylde mest.
Eftersmag: Eftersmagen er mellemlang, og har lette kryderede noter, med blandt andet appelsinskal, og vanilje.
Vurdering: Det her kan måske lyde underligt, men det er en whisky der vil fremad. Den snyder virkelig meget i næsen. Der vil jeg vove at påstå at hvis man smagte den blindt ville det være svært at gætte det faktisk er en dansk whisky man drikker. Jeg syntes ikke man behøver nogle dråber vand i, jeg syntes smagen bliver gemt mere væk af det i whiskyen her. Det er en solid whisky der bestemt er rigtig fin og har min store anbefaling!
Karakter: 84/100
Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem