Fary Lochan Sherry Batch 01 & 02

Sherry bomber fra Fary Lochan

*Flaske modtaget af Fary Lochan Destilleri A/S

Nu skal vi igen ud i en whisky fra Fary Lochan. Her skal vi ud i deres “sherry batch 01” og deres nye “sherry batch 02”. Sidste års whisky messe i Kolding smagte jeg deres batch 01 for første gang. Der havde de netop frigivet den og den var helt igennem fantastisk. Det var den bedste danske whisky jeg havde smagt. Det kunne man også hurtig se på deres lager. Jeg har ikke smagt den siden, men har her en lille 5 cl af batch 01 og 50 cl af deres batch 02, så jeg kan ikke vente med at smage dem begge.

Lidt baggrundsviden om hvad det er for nogle flasker så er det deres sommer byg variant der ikke er røget. Batch 01 har lagret i 5 år på ét Oloroso sherry fad og 1 år på Ardbeg fad. Batch 02 har lagret i 5,5 år på ét Oloroso sherry fad og 2 år på ét Ardbeg fad. Dvs. i alt har batch 01 lagret i  6 år og batch 02 i 7,5 år. Byggen de har brugt er som sagt ikke røget, men ved de har lagret i et tidligere Ardbeg fad der i den grad har indeholdt lagret røget whisky så vil røgen smitte af på disse to i smagen.

Begge er fyldt på fadene d. 23 juni 2012. Batch 01 er tappet d. 12 oktober 2017 og batch 02 er tappet d. 18 december 2019. Begge whiskyer har en utrolig smuk mørk farve,  hvor batch 02 er en smule mørkere grundet de ekstra 1,5 år den har lagret. De er begge meget tæt når vi snakker alkoholprocent. Batch 01 er på 52,5% og batch 02 er på 51,3%

Deres batch 02 frigav de i forbindelse med Fary Lochan’s 10 års jubilæum. Batch 02 er en de har valgt ikke at sælge til forhandlere, så den kan kun købes på destilleriet eller deres egen hjemmeside. Den har været utrolig populær allerede så man skal være hurtig hvis man skal nå at have en flaske. Jeg vil nedenunder skrive om dem begge hvor vi starter med batch 01.

 

Smagning:

Fary Lochan Sherry Cask Batch 01:

 

Duft: Det første der falder mig ind er sherry sødme. Tørrede frugter og blommer. En smule snert af røg. Meget lidt vanilje og fad. Lader man den stå en smule fornemmer jeg svag lakrids.

Smag: en smags eksplosion af tørrede frugter, læder, kanel, karamel og tobak. Den har en krydret tørhed, men samtidig en utrolig behagelig sødme.

Eftersmag: Eftersmagen er lang, en smule tør og olieret. Her er det mest røgen der fylder, men det er en dejlig, rolig røg som ikke dominere. Tørrede frugter og læder er igen i afslutningen.

 

Vurdering: Jeg ville aldrig gætte dette var en whisky fra Fary Lochan. Jeg kan slet ikke tro den har den smagsprofil grundet dens unge alder. Smagte jeg denne blindt ville jeg gætte den var meget ældre. De har formået at få nogle gamle noter frem i whiskyen, hvilket jeg er helt vild med. Alkoholprocenten er lige hvor den skal være, og jeg syntes ikke den vil have godt af at være over 60%. Man får her en kompleks whisky som skiller sig meget ud fra det danske marked. Det er en skam den for længst er udsolgt. (Dog kan man stadig finde den hos få forhandlere) Jeg vil nyde hver en dråbe der er tilbage af de 5 cl. jeg har. 

 

Karakter: 92/100

Kategori: Fremragende
Hvordan basere jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

 

 

Fary Lochan Sherry Cask Batch 02:

Duft: Igen har vi sherry sødmen, dog syntes jeg der er mere fad duft i næsen her end batch 01. Syntes røgen er mere gemt væk her og der er plads til mere søde noter. Den her har en mere sød, og mild karakter. Noter som tørrede frugter, blommer, ristede nødder og vanilje er i spil i duften.

Smag: Igen har vi en masse kørende. Vi har helt klart noget kompleks. Tørrede frugter, mere tobak, læder og krydderier. En utrolig behagelig smag som er så balanceret. Røgen ligger igen i baggrunden. Syntes smagen er mere rund end kantet i batch 02.

Eftersmag: Eftersmagen er en smule længere. Her er tobak, læder og tørrede frugter mest fremme. En utrolig lækker eftersmag.

 

Vurdering: Denne vil jeg gemme og kun smage på særlige lejligheder. Det ekstra år på fadet smages ikke ift. røgen, men det har gjort noget med dens balance og kompleksitet. Det er en man tænker over og kan nyde længe. Det sætter jeg personligt stor pris på når man kan tænke over whiskyen og den udvikler sig i processen man smager den.

 

Karakter: 93/100

Kategori: Fremragende
Hvordan basere jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

 

Opsummering:

 

Begge whiskyer indeholder meget karakter og er begge komplekse. De indeholder begge noget balance som gør dem helt unikke. Vi er kun 1 karakter højere grundet kompleksitet niveauet. På batch 02 falder man bare tilbage i stolen og tænker virkelig over whiskyen, hvor imod batch 01 er en smule mere kantet. Man skulle tro batch 02 har mere røg i sig, men syntes ikke det er tilfældet selvom den har fået et ekstra år i Ardbeg fadet. Syntes de ligger meget tæt begge to. Aldrig har jeg givet så høj en karakter til dansk whisky, men disse fortjener det fuldt ud. de ligger tæt sammen i både i duft og smagsprofil, men batch 02 snupper sejren grundet det ekstra kompleksitet jeg fanger i den.