Branderiet – No. 2 – 3 års
Debut anmeldelse for Branderiet
*Flaske modtaget af Branderiet ApS
Nu blev det endelig tid. Da jeg hørte første gang at drengene i Brande, Eugen og René ville lave deres eget whisky, var jeg meget begrejstret over nyheden. Simpelthen fordi de er to meget passionerede mennesker, som elsker whisky og går op i kvalitet. Du kan læse min artikel om Branderiet her, hvis du vil vide mere om deres produktion og menneskerne bag.
Da jeg læste de kom til den årlige whiskymesse i Kolding, vidste jeg at det var en af de første steder jeg skulle besøge.
Vi kom igennem hele deres portefølje af whiskyer den dag (5 flasker) og jeg må indrømme hvor god whisky de har fået produceret på bare 3 og 5 år.
Jeg kan afsløre, at jeg også kommer igennem hele deres portefølje her på bloggen, og der kommer en anmeldelse for dem alle 5.
I dag starter vi dog med deres Nr. 2 som er 3 år gammel. Den er hældt på fad i marts 2021, og fadene er ikke tomme endnu! Der planlægges en 8 års af denne whisky.
Fadende består af 1x 180 liters bourbon fad og 1x first-fill oloroso 200 liter. Den er flasket i maj 2024, og der blev altså kun små 84 flasker af denne aftapning. Det siger lidt om hvor lille produktionen er. De har også frigivet en No. 2 som er 5 år. De er helt identiske, pånær alderen selvfølgelig.
Info om flasken:
- Antal flasker: 84 flasker (50 cl)
- Destillat: Dansk single malt whisky
- Fadtype: 180 liter bourbon og 1st fill 200 liter oloroso som er hældt sammen til et ‘marriage’.
- Flaskedato: Maj 2024.
- Alder: 3 år.
- ABV: 53,5%.
- Pris: 799.- (Kan købes her)
Smagning:
Duft: Næsen er delikat med noter af græs, en anelse mint, røde æbler, let karamel og harpiks. Der er også et hint af en tropisk frugt, som jeg fornemmer er passionsfrugt.
Smag: Paletten har også en del at byde på. Man smager tydeligt fad og vanilje. Efter lidt tid i glasset kommer noter af blomme og rødt æble frem. Den bevarer den friske græsagtige og mintede karakter. Det er en meget behagelig smag, hvor smagsnoterne bestemt er mere fremtrædende end alkoholen, hvilket er et stort plus for så ung en whisky.
Eftersmag: Eftersmagen er mellemlang og rigtig behagelig. Alkoholprocenten passer rigtig godt til den mængde smag, man får. De overstående noter går igen og toner stille ud i en blød afslutning.
Vurdering: De er kommet rigtig godt fra start, og jeg synes tydeligt, man kan smage, hvor godt Eugen og René har behandlet den. Det er klart, at komplekse noter og dybde mangler den, men det er forventeligt for så ung en whisky. Overordnet set er jeg overrasket over, hvor meget de har kunnet levere med så ung en whisky. Hatten af for det. Næste gang jeg skriver om deres whisky, bliver det deres No. 2 – 5 års.
Karakter: 84/100
Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem