Little Brown Dog – Drookit Dug – 45,2%
Den perfekte hverdagswhisky
*Flaske modtaget af LG Whisky
Konceptet bag “Drookit Dug” er bygget op omkring idéen om en “cask strength session dram”. På skotsk betyder ordet drookit ganske enkelt gennemblødt eller plaskvåd. Det er en henvisning til det klassiske skotske vejr og hunden, der kommer våd hjem fra luftetur.
I stedet for at reducere whiskyen med vand inden aftapning for at ramme en standardprocent på 40% eller 43%, er denne serie sammensat af fade, der naturligt er faldet i alkoholstyrke over tid nede i det fugtige lagerhus. Procenten på de 45,2% er altså rendyrket, ufortyndet fadstyrke.
Denne 9 års udgave er reelt det samme batch som deres tidligere 8 års udgave. Da aftapningen af Batch 1 var en succes, blev de resterende fade ganske enkelt liggende et ekstra år i lagerhuset. Det ekstra år på træet gav blenden en anelse mere dybde, uden at fjerne den ukomplicerede og letdrikkelige stil.
En sjov detalje ved opbygningen af opskriften er brugen af kornwhisky. Normalt betragtes kornwhisky som billigt fyldstof i Blended Scotch, men her er det brugt som et aktivt element. Under sammenstikningen af fadene blev der blandt andet hældt en portion 40 år gammel single grain whisky i tanken – selvom flasken ifølge reglerne kun må bære alderen på den yngste komponent, som altså er de 9 år.
Info om flasken:
- Antal flasker: 500 flasker.
- Destillat: Blended Scotch Whisky (blanding af malt- og kornwhisky, hvor den yngste kornwhisky er 9 år, men hvor der er tilføjet kornwhisky på op mod 40 år)
- Fadtype:1st og 2nd fill bourbon og sherryfade
- Flaskedato: 2025
- Alder: 9 år
- ABV: 45,2%
- Pris: 525.- kr. (Kan købes her)
Smagning:
Duft: Næsen er ikke dominerende, men der er fine noter at fornemme. Jeg dufter lette, frugtige elementer samt et strejf af vanilje. Duften er tør med lette tobaksnoter, og der er også strejf af appelsinskal og frugtkage – meget specielt på en god måde. Efter den har stået lidt i glasset, træder der også pære frem i duften.
Smag: Nøj, hvor har den en behagelig og afrundet smag! Det er en silkeblød og olieret whisky, hvor noterne spiller rigtig godt sammen i en harmonisk balance mellem alkohol og smagsprofil. Den har noter af mild forårshonning, vanilje, pære og frisk eg.
Eftersmag: Eftersmagen er mellemlang og forbliver i munden overraskende længe, efter man har sunket. Vand er overhovedet ikke nødvendigt her – den skal nydes helt, som den er. Den har ingen krydret eller spids afslutning, men er rigtig blød og runder af i en sød afrunding.
Vurdering: Absolut pengene værd. Havde jeg smagt whiskyen blindt og hørt prisen bagefter, havde jeg købt den med det samme. Det er godt nok ikke en Single Malt, hvilket nok også er grunden til, at prisen holdes lidt nede, men det vigtigste er jo, at den smager godt. Det her er en whisky, der føles lidt “hverdagsagtig”, men med et ekstra lag ovenpå. På trods af den lave alkoholprocent (som faktisk smager af mere – nærmere 46-48%), mægter den at levere en virkelig lang smagsoplevelse, der hænger længe ved. Når man lige synes, man har lyst til en whisky, som ikke tager for lang tid at sidde med, men som samtidig smager rigtig godt, så ville jeg uden at tøve hive denne frem fra hylden. Det er en whisky, jeg varmt kan anbefale.
Karakter: 88/100
Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem