Fary Lochan Distillers Choice #5
Uvante noter fra Fary Lochan
*Flaske modtaget af Fary Lochan A/S
Da jeg smagte denne whisky første gang, var det fra en vareprøve, hvor jeg skulle skrive smagsnoter til deres næste udgivelse. Da jeg smagte den, tænkte jeg med det samme, at den tog en spændende sidevej i forhold til de traditionelle noter fra Fary Lochan. Ganske rigtigt var der også en god årsag til, hvorfor den smagte, som den gjorde. Denne aftapning har nemlig fået et twist, som man ikke ser særlig ofte i whiskyindustrien.
Whiskyen har lagret på to fade: et 2nd fill ex-bourbon quarter cask (140 liter) og et 3rd fill PX sherry cask (50 liter). PX-fadet har tidligere indeholdt Fary Lochans allerførste egenproducerede rom. Der er ingen røg, men til gengæld fuld skrue på sødme og eksotiske frugter i fuld fadstyrke. Hvad mere kan man ønske sig? Den er 7 år gammel, og der kom kun lidt over 100 flasker ud af denne aftapning.
Hvis du gerne vil læse alle mine anmeldelser af Fary Lochan gennem tiden, kan du finde dem her.
Info om flasken:
- Antal flasker: 105 stk. (50 cl)
- Destillat: Brygget på ikke-røget dansk bygmalt
- Fadtype: 6 år på 1 stk. 2nd fill ex-bourbon quarter cask (140 l.)
- Fadtype: 1 år på 1 stk. 3rd fill PX sherry cask (50 l.) Fadet har tidligere indeholdt deres første egen produceret rom.
- Flaskedato: Februar 2026.
- Alder: 7 år
- ABV: 59%.
- Pris: 995.- (Kan købes her)
Smagning:
Duft: Balanceret duft med en krydret sødme og en tydelig “oaky” karakter. Der er fine noter af fad, honning og brunt sukker samt en anelse tørrede frugter.
Smag: Den har en dyb smag med flere spændende og uvante noter. Jeg finder vanilje, tørrede figner, florale (blomstrende) undertoner, muskatnød, hindbær og fad. En utrolig behagelig, sødmefuld og på samme tid krydret whisky!
Eftersmag: Lang, sød eftersmag med en fantastisk balance. Det er især de florale noter og vaniljen, der runder oplevelsen af i afslutningen.
Vurdering: Man får lidt af det hele i denne whisky. Den formår at balancere det tørre, det søde og det krydrede i et rigtig godt sammenspil. Teksturen er lækker og olieret, og whiskyen har en solid bund med en distinkt karakter. Hvis jeg smagte den blindt, kunne jeg godt blive fristet til at tro, at der var tale om en skotsk Highland-whisky. Som altid, flot arbejde, Fary Lochan!
Karakter: 89/100
Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem