Fary Lochan Port & Peat #02

Portvin og skotsk røg

*Flaske modtaget af Fary Lochan A/S

Det er første gang jeg skal skrive om deres Port & Peat serie, da jeg ikke har skrevet om deres batch 01. Så dette er nyt for mig, og jeg ser frem til hvordan portvinsfade + islay peat blandet med Fary Lochan’ destillat kommer til at smage. Men mon dog ikke det smager rigtig godt, som det plejer fra Fary Lochan. 😊

Denne aftapning er 7 år og 2 måneder gammel, og har ligget 5 år og 4 mdr. på 1st fill portvinsfad, og 1 år og 10 mdr. på ex-islay bourbon quarter fade.

Så vi vil højst sandsynligt opleve en fed whisky, med mørke frugtige noter samt en islay røg der gemmer sig i baggrunden. Det er jo også en rigtig god sammensætning!

Hvis du gerne vil prøve at smage denne aftapning inden du køber en flaske, kan du nå at købe Fary Lochan’ smagesæt til næste virtuelle smagning d. 23 april 2026, hvor den også er i smagesættet. Se mere her.

Hvis du gerne vil læse alle mine anmeldelser af Fary Lochan gennem tiden, kan du finde dem her

 

Info om flasken:

  • Antal flasker: 392 stk. (50 cl)
  • Destillat: Brygget på ikke-røget dansk bygmalt
  • Fadtype: 1 år + 10 mdr. på 2 stk. 2nd fill ex-Islay bourbon quarter casks (140 l.)
  • Fadtype: 5 år + 4 mdr. på 1 stk. 1st fill portvins fad (225 l.)
  • Flaskedato: Februar 2026.
  • Alder: 7 år + 2 mdr.
  • ABV: 54,3%.
  • Pris: 750.- (Kan købes her)

Smagning:

Duft: Man fornemmer straks, at duften er “magtfuld” og har masser af tyngde. Den byder på mild røg, brombær, tørrede svesker og et strejf af vanilje. En rigtig god sammensætning.

Smag: Smagen lever op til duften og er imponerende dyb. Paletten rummer let røg, pibetobak, mørk chokolade, loftsrum og brombær. Det er en dejlig, mørk smagsoplevelse, som er meget dominerende på den gode måde.

Eftersmag: Eftersmagen er lang med en rolig og afdæmpet røg. Tobakken træder tydeligst frem mod slutningen, og når whiskyen forlader svælget, overtages paletten af loftsrum og tørrede frugter. Smagen bliver hængende i munden længe efter, man har sunket.

Vurdering: Den er på vippen til det, jeg vil kalde “kompleks”. Der er en stor dybde, som går igen i både smag og eftersmag. Selvom næsen er en smule afdæmpet, kan man stadig tydeligt dufte de herlige noter. Det er en spændende serie, og jeg håber på et Batch 03 med lidt flere år på bagen – så tror jeg, vi rammer det for alvor komplekse niveau. Til prisen er den bestemt alle pengene værd!

 

Karakter: 89/100

Kategori: Rigtig god
Hvordan baserer jeg denne vurdering?
Læs mere her: Mit scoringssystem

Fary Lochan Port & Peat batch 02